Sorg er ikke en sygdom, og der kan ikke sættes tid på sorg. Barnet vil resten af livet kunne opleve, at forskellige oplevelser bringer minder frem, som både kan vække glæde og sorg. Det kan være store livsbegivenheder som konfirmation, ægteskab, når barnet selv bliver forælder m.v., og det kan være små hverdagsoplevelser, der minder barnet om mor eller far.

Vi betragter sorgen som et grundvilkår i barnets liv, og det kræver støtte og omsorg fra barnets nære omgivelser, som desværre ofte ikke føler sig rustet til opgaven. Frygten for at sige noget forkert tager over, og mange vælger i stedet tavshed eller forsøger at trøste med vendinger som ”Du skal nok komme over det”.

Vores erfaring er, at barnet har behov for, at omgivelserne giver plads til, at det sørger og at samtidig kan rumme, at barnet er i sorg. Sorgen skal ikke fikses men italesættes.

SKYGGEBØRN kæmper for, at der på landsplan er optimal støtte til børn og unge i sorg. Vi har mere end 25 års erfaring, og vi står til rådighed med følgende ydelser til professionelle og frivillige:

– Rådgivning og vejledning ved opstart af samtalegrupper.
– Uddannelse i arbejdet med børn i sorg.
– Supervision af samtalegruppe-ledere.

KURSUSKALENDER 2019

Aalborg: 11. – 13. februar (er afviklet)
København: 11. – 13. marts (er afviklet)
København: 19. – 21. august (næste)
Aalborg: 9. – 11. september

Kursusleder er Jes Dige.

OM KURSET

Kurset er for dig, der overvejer at starte en samtalegruppe. Dig, der allerede arbejder med børn og unge i sorg, men gerne vil have flere redskaber, eller dig, der ønsker viden om børn i sorg.

Det er ikke krav, at du har en børnefaglig uddannelse eller baggrund. Det kan være, at du selv har oplevet et stort tab og gerne vil bruge dine erfaringer til at hjælpe børn, der står i en lignende situation.

På kurset bliver du trænet i den “børnefaglige” samtale. Hvordan taler man med et barn i sorg? Stiller man åbne eller lukkede spørgsmål? Hvad gør man, når barnet bliver meget berørt? Vi sætter også sorgen ind i et kulturelt perspektiv: Hvordan tackler vi, i den danske kultur, døden og sorgen, og hvordan smitter kulturen af på måden, vi forholder os til børn i sorg?

Kurset er i tidsrummet 9.00 til 15.30 og koster kr. 4.500, inklusiv morgenmad, frokost og te/kaffe.

Opfølgning koster 1500,-

Kontakt os gerne for yderligere information.