Nyt tilbud til børn i sorg

PRESSEMEDDELELSE

”Jeg er sådan et skyggebarn”. Rammende ord fra Lise på 13 år. Hendes lillebror var syg af knoglekræft, og hele familiens fokus var rettet imod det syge barn, så søsteren blev glemt.

Der er desværre rigtig mange børn, der lever i de voksnes blinde vinkel, og er alene med deres sorg. Den nystartede forening Skyggebørn har netop fokus på børn i sorg, og tilbyder dem blandt andet at komme i samtalegruppe, hvor de kan møde andre i samme situation som dem selv.

Måske har man en syg bror? Måske har man mistet sin far eller mor? Eller måske har sorgen rod i helt andre omstændigheder? Skyggebørn stræber efter at hjælpe de børn og unge, der har et behov, og vi går mindre op i, om sorgen har den ene, eller den anden, årsag.

Det er helt afgørende at række en hånd ud til børnene, da de ellers ofte bliver meget isolerede, føler sig forkerte, eller for eksempel får svært ved at knytte tætte bånd til andre i deres voksne liv.

Jes Dige kommer med 25 års erfaring 

I spidsen for det nye initiativ er Jes Dige. Han er pædagogisk psykologisk konsulent, underviser og foredragsholder, og så er han meget anerkendt for sit mangeårige arbejde med børn i sorg. Det var ham, der stod bag oprettelsen og driften af de allerførste samtalegrupper i Danmark (under Kræftens Bekæmpelse), og her, 25 år senere, er konklusionen klar: Samtalegrupperne virker.

“Børn, der lever under meget svære livsvilkår gennemgår en slags “tvangsmodning”, på den måde, at de bliver meget hurtigt voksne. Af samme årsag føler de sig ofte fremmedgjorte i forhold til deres jævnaldrende, og kammeraterne er heller ikke gode til at inkludere dem i fællesskabet, fordi der er meget berøringsangst med sorg. I samtalegruppen bliver de unge en del af et stærkt fællesskab, hvor de føler sig set og forstået”, fortæller han.

Det genkender Janne Nielsen, der startede i en samtalegruppe hos Jes Dige, efter hendes far var død af kræft.

“Det var virkelig en stor hjælp at møde andre børn og unge, som kæmpede med de samme følelser som mig selv. Her behøvede jeg ikke sige så meget for at blive forstået, og uanset hvor barsk eller rørende nogle ting var, blev de altid rummet af både Jes Dige og de andre i gruppen, som jo havde oplevet noget nær det samme”.

Dokumentar fik sorg frem i lyset

Tabuet klæber stadig til børns sorg, og derfor er Skyggebørn også sat i verden for at oplyse og uddanne. Det gør vi blandt andet gennem foredrag, uddannelse, forskning og filmproduktion.

At behovet er stort, blev meget synligt i foråret, hvor Jes Dige medvirkede i DR1 Dokumentaren ”Mor er død, men det taler vi ikke om”. I dokumentaren opsøgte journalist og instruktør Sofie Klingberg børn, hun havde gået i sorggruppe med i 2002 for at finde ud af, hvordan det var gået dem som voksne?

Udsendelserne startede en lavine af personlige beretninger på sociale medier. Mange skrevet af familier, der ikke fik hjælp og støtte nok til at håndtere deres sorg.

Vi håber, at Skyggebørn kan være med til at kaste lys på, og dække, det store behov.

De første samtalegrupper i Skyggebørn regi er allerede etableret: To for børn og unge i sorg og én for børn/unge, der har, eller har haft, kræft. Vi hjælper på nuværende tidspunkt børn og unge i aldersgruppen 4 til 19 år, men der er også en gruppe for de 18 til 28 – årige på vej.

Vi opretter løbende nye grupper, afhængig af behovet.

For mere information, og interview, kontakt Sofie Klingberg på 42788901.