Skyggebørn nomineret til pris

Mindre end et halvt år efter etableringen af Skyggebørn, er foreningen nu nomineret til sin første pris; Den Nordjyske Initiativpris 2017. Skyggebørn er én ud af ialt tre nominerede, og det vækker både taknemmelighed og ydmyghed hos frontfigur Jes Dige, Skyggebørns bestyrelse og den store gruppe frivillige, der gør det hele muligt.

Det er Nordjyske Medier, der med støtte fra Aalborg Stiftstidendes Fond, uddeler prisen, og med den følger en check på 100.000 kroner. Kandidaterne er fundet blandt initiativer, der går forrest med et godt eksempel og uegennyttigt gør noget for andre.

I forbindelse med nomineringen besøgte 24Nordjyske én af Skyggebørns samtalegrupper for at lave videooptagelser til en præsentationsvideo. Emilie på 7 år tøvede ikke med at stille op til interview, og fortælle om, hvad hun får ud af at komme i en gruppe.

“Jeg kommer her, fordi min far er død af kræft. Jeg havde behov for at komme ud og snakke med nogen, fordi jeg havde det ikke godt, hvis ikke jeg fik snakket med nogen om, hvordan jeg har det. Det var ret trælst inden i mig. Jeg fik ondt i maven af ikke at få sagt noget”, fortalte hun til 24Nordjyske´s journalist. 

Og netop dét, at der er plads til alvoren, er en grundsten i foreningens arbejde, forklarede Jes Dige.

“Det er vigtigt, at man ikke tror, at børnene har brug for at blive muntret op med biografture og bowling. Det er kun en lille del af fællesskabet. Den vigtigste del er alvoren. Det er det, de ikke får andre steder”.

Vinderen af prisen offentliggøres den 30. marts 2017.

Du kan se indslaget om Skyggebørn her:

 

Skyggebørn

Det er hjertegribende at høre børnene fortælle om, hvad forskel det gør for dem at dele deres sorg med andre i foreningen SKYGGEBØRN. Se mere om, hvorfor Skyggebørn er nominerede til Den Nordjyske Initiativpris, der uddeles torsdag. http://bit.ly/skyggebørnpris

Opslået af NORDJYSKE Plus på 29. marts 2017