Gå til indhold

Podcast om sorg

Hvordan taler vi med børn og unge i sorg?Inspiration til pårørende, fagpersoner og frivillige i kontakt med sorgramte børn.

Podcast: Hvordan støtter vi bedst børn og unge i sorg?

Podcasten Skyggebørn er en hjælpende hånd til alle, der gerne vil forstå og støtte børn og unge i sorg. 
Podcasten er udviklet til undervisningsbrug på Skyggebørn Akademi, men du kan lytte med her.

Den svære samtale er gennemgående tema i podcasten. Det er en de discipliner flest føler sig usikre på, er vores erfaring, uanset hvor mange gange man har siddet overfor et barn eller ung i sorg. 

I podcasten taler stifter og sorgekspert Jes Dige med børn, unge og voksne, der alle har mistet en forælder.
Lyt til eksempler på, hvordan en samtale om sorg kan forløbe. 

 

Lyt til podcasten om sorg
.
Afsnit 1 & 2

Filippas far døde i trafikuheld

Filippa var kun 10 år, da hendes far natten til d. 1. december 2020 døde i en trafikulykke. Hans bil blev ramt af en spøgelsesbilist.

Hvad skal man sige til en 10-årig pige, hvis far er død i et meningsløst trafikuheld? 
Det kan være svært at finde ordene, selvom man som voksen har de bedste intentioner og gerne vil støtte barnet i sorgen.

Vi skal ikke være så forskrækkede for samtaler med børn og unge, der har mistet, mener Jes Dige. For en samtale skal ikke føre til noget bestemt. Den skal ikke trøste eller finde mening i det meningsløse. I stedet skal vi turde være i sorgen sammen med barnet.

 

Lyt til podcast med Filippa
.
Afsnit 3

Anja mangler et forbillede

Anja er 34 år. Det er 22 år siden hendes mor døde, uventet og pludseligt. 

Anja var dengang 12 år. Og selvom hun er voksen nu og det efterhånden er mange år siden hendes mor døde, så sidder sorgen stadig i kroppen.

Det er en udbredt misforståelse, at sorg er noget der går over. En mors død forandrer et 12-årigt barns liv – forandrer en families liv. Så det er at negligere sorgramte, når vi trøstende eller utålmodigt siger: "Bare vent og se. Det går over." 

Anjas samtale med Jes Dige sætter tanker i gang, og når man lytter til deres snak står det pludselig lysende klart, hvorfor voksne skal tage børn og unges sorg alvorligt. 

 

Lyt til Anja, der mistede som barn
.
Afsnit 5

Bertram vil ikke glemme sin far

Bertram går i sorggruppe. Det har han gjort siden hans far døde af kræft. Det er 7 år siden nu, så Bertram har gået i sorggruppe i mere end halvdelen af sit liv. Han er 12 år, og fars død fylder stadig.

Hvornår er vi færdige med at tale om de døde – om dem, vi har mistet?
Bertram er ikke færdig med sorgen. Han har brug for at mindes sin far, selvom han fornemmer, at omgivelserne hellere så han kom videre nu. 

I vores forståelse af sorgen, er vi nogle gange tilbøjelige til at tage udgangspunkt i egne antagelser. Det skygger for nysgerrige og oprigtigt interesserede spørgsmål og farver den tolkning, vi tillægger barnets ord. 
 

Lyt til Bertram på 12
.
Afsnit 6

Clara kan ikke huske sin mor

Clara har ingen erindring om sin biologiske mor. Hun var 3 år, da hendes mor døde.

I dag er Clara 15 år. En ny "mor" kom ind i hendes liv for 10 år siden. Alligevel føler hun, at der mangler nogle brikker: Hvem var min biologiske mor og hvad betyder det for den, jeg er blevet?





Fotograf: Helle Thorngaard Jessen

Lyt til Clara
.
Afsnit 4

Børnene er klogere end de voksne

I dette afsnit af Skyggebørns podcast taler Jes Dige om, hvad voksne kan lære af børn.

Voksne, der gerne vil gøre en positiv forskel i sorgramte børns liv, kan lære meget af børnene, mener han. For børn er væsentligt bedre til at tale om sorg, end mange voksne. 

Som voksen får man instinktivt lyst til at trøste et barn, der er meget ked af det. Derfor kan det virke grænseoverskridende at stille spørgsmål, der åbenlyst fremkalder flere tårer. 

Børn derimod, er gode til at stille de uærbødige spørgsmål. Og de holder samtalen på sporet, selv når det hele bliver lidt følelsesladet.









 

Lyt til Jes Dige