Syv-årige Filippa trisser rundt i huset med sin far Jesper. De leder efter tegn på, at drillenissen “Kandis” er flyttet ind igen. Lillebror Felix er også med på nissejagt. Det er eftermiddagen før den 1. december, og Jesper nyder at se sine børn spejde efter røde huer og spor efter narrestreger. Jesper plejer gerne at overvære, når børnene åbner deres julekalendere. Han ynder også at smide sig i sofaen og fylde “mega meget”, når Filippa og lillebror Felix på fire år tænder for Pyrus eller Tinka-julekalendere i fjernsynet.

Jesper er allerede kørt på arbejde, da Filippa, Felix og deres mor Betina sammen åbner den første låge i deres chokoladejulekalender, den 1. december 2020. Faren skal til et møde i Aarhus, hvor han efterfølgende skal ud og spise med en kollega. I morgen skal Jesper på hospitalet med sin kone. En scanning skal vise, hvordan det går med lillebror inde i maven. Betina er gravid i 15. uge. Det er få uger siden, at forældrene havde samlet familien rundt om spisebordet. Betina havde pakket en lille serviet rundt om et scanningsbillede. Felix havde ikke forstået, at han skulle være storebror, men Filippa var blevet utrolig glad. Sammen havde de ringet til mormor og morfar og havde fortalt den gode nyhed.

“Jeg havde altid drømt om at blive storesøster igen. Jeg elsker små babyer. Man kan passe dem. Man elsker dem, og de elsker en. Jeg ville gerne lære babyen at sidde og gå”, fortæller Filippa tre år senere, mens hun sidder i sengen på sit værelse i Gug ved Aalborg.

Om aftenen den 1. december savner Filippa sin far en smule. Han plejer altid at komme ind og sige “godnat, jeg elsker dig”, også når mor Betina putter. Jesper kan godt finde på at synge sange, når det er ham, der putter. “Folk og Røvere i Kardemommeby” for eksempel. Det lyder “helt forfærdeligt”, når Kasper og Jesper og Jonathan “røver det de må, og det de nu behøver”, husker Filippa. Hun lægger sig under dynen, der har ugler som motiv. Hun tænker på drillenissen og på sin far. Filippa lukker øjnene.

Ulykken
Filippa bliver vækket tidligt næste morgen. Hendes mors øjne er helt røde, og stemmen knækker, da hun begynder at tale. “Far er død”, siger hun. “Jeg troede ikke på det”, siger Filippa. “Jeg troede, hun sagde det for sjov. Først da jeg så alle vores mange familiemedlemmer ude i stuen, gik det op for mig, at det var sandt”.

Først sidder Filippa helt tæt med sin faster og morfar i sofaen. Alle krammer og græder. Mor kommer ud med fire-årige Felix, og så sætter de sig også i sofaen. “Det var forfærdeligt at se alle de mennesker græde. Jeg blev selv endnu mere ked af det”, fortæller Filippa. På et tidspunkt går Filippa ud og rister et toastbrød, sammen med en af sine bedsteforældre. Hun tænker på, at det er mærkeligt at spise denne dag. De følgende timer og dage findes kun i bittesmå brudstykker i hendes hukommelse.

Lige før midnat er hendes far, Jesper, kørt fra restauranten i Aarhus. På motorvejen har en 42-årig fuld mand kørt sin bil i den forkerte retning. Han er braget frontalt ind i Jesper. De er begge døde på stedet. Politiet har været hos Betina, som har ringet rundt til hele familien, hvoraf mange har været hos hende hele natten.

Den nærmeste familie og venner slår ring om gravide Betina, Felix og Filippa. Ingen skal være alene, og sammen forsøger de at håndtere kaosset. Ved siden af børnenes senge slås der madrasser op, hvor familiemedlemmer overnatter. Et par dage senere rejser de i en håndfuld biler fra Aalborg til Aarhus, hvor de skal se Jesper, som ligger på kapellet. “Jeg troede, det ville have været et gråt sted, hvor man kunne se andre døde mennesker. Jeg så kun fars hoved. Resten af kroppen var dækket af et tæppe, på grund af hans skader. Han havde halvåbne øjne og var hvid i hovedet. Han havde også et plaster. Det var uhyggeligt. Men der var pyntet op til jul, og det var godt”.

Filippa ville ønske, at hun ikke havde været med inde at se ham, for hun får mareridt om natten om det. “Det er uhyggelige mareridt. Men det kan være, når jeg bliver ældre, at jeg så bliver glad for, at jeg var med inde og se ham”, siger hun. Filippa tør ikke røre sin far på kapellet. Familien synger to sange, inden de tager hjem mod Gug. Filippa er angst for at køre galt på vejen hjem.

Lyserøde blomster har Filippa valgt til farens kiste. Et hav af andre buketter ligger langs gulvet i den propfyldte Vor Frue Kirke i det centrale Aalborg. “Elefantens Vuggevise” og “Du som har tændt millioner af stjerner” synges med våde øjne og gråd. Otte kilometer væk, ved kirkegården i Sønder Tranders, skal Jesper begraves. “Mig og Felix havde sagt til præsten, at hun skulle sige, at han var verdens bedste far, og det huskede hun”.

Et helt andet liv
En måned efter Jespers død begynder Filippa at gå i en sorggruppe i foreningen Skyggebørn i Aalborg Centrum. I Skyggebørn spiser man aftensmad sammen, finder Filippa ud af. En gruppe på 10-15 børn samles derefter om et stort bord. Her stiller en gruppeleder på skift spørgsmål til børnene, afhængigt af, hvem der har brug for og lyst til at sige noget den pågældende dag. De fleste sidder bare og lytter. Der smiles. Der grædes. De er alle i sorg over et alvorligt sygt eller dødt familiemedlem.

“Det var dejligt at møde andre børn, der havde mistet. Jeg troede, jeg var den eneste i hele verden, der havde det sådan. Først forstod jeg ikke, hvad det var, der var sket for mig. Men det gør jeg nu. Før var jeg bange for at snakke om det, jeg var bange for at blive ked af det. Det er jeg ikke mere”. Filippa begynder at gå i en af Skyggebørns sorggrupper en gang hver anden uge. I slutningen af maj 2021 kommer lillebror Emil til verden på Aalborg Universitetshospital.

Familien i dag
Filippa og Felix skal leve videre uden deres far. Emil kommer aldrig til at møde ham. Betina har mistet sin mand og faderen til sine børn. Men for i dag 10-årige Filippa lever hendes far videre gennem minderne, som hun også deler, når hun er med i sorggruppen hos Skyggebørn. “Han kunne godt lide at lege med os, for eksempel på trampolin. Men en gang stemplede han mig så hårdt, at jeg jeg faldt ned og brækkede benet. Jeg fik gips på fra låret og ned. Han var virkelig god til at være irriterende også.”

Mens Jesper levede, var det mest ham, der lavede mad, for han kunne godt lide det, og han var den bedste til det, siger Filippa. Familien er fortsat med at fejre hans fødselsdag. De spiser hans yndlingsmorgenmad, og tager på kirkegården med Jespers familie. Her lægger de blomster på hans grav, inden de tager hjem og spiser kage – og senere en middag i fællesskab. “Det er underligt, at han ikke er der til at fejre sin egen fødselsdag. Men jeg er glad for, at vi holder den, og at vi synger en fødselsdagssang for ham”, fortæller Filippa.