“En gang imellem kan jeg finde på at græde lige pludselig – uden grund. Så lægger jeg mig ude på stenene og leder efter den smukkeste stjerne. Det er min mor, der lyser ned på mig.”

Emil kunne ikke forestille sig, at hans mor kunne dø. Der var aldrig nogen, der havde talt med ham om det.

“Jeg tænker på hende hvert eneste sekund. Jeg har bildt mig ind, at det er min mors stemme, der snakker til mig hele tiden. Og fortæller mig hvad jeg skal gøre.”

“Jeg kommer aldrig til at vide hvem hun var. Uanset hvor meget information jeg får, så vil jeg aldrig lære hende at kende. Hvad var irriterende ved hende? Hvad kunne jeg godt lide ved hende?”

Malou plages af flere voldsomme oplevelser og billeder af sin far.  Hos Skyggebørn forsøger hun at skabe et andet billede af sin far. Et billede, hvor de positive minder fylder mere end de triste.