Clara

Artikel | Skrevet af Michael Nørrelund | Fotos: Helle Thorngaard Jessen

Clara har glemt sin mor

“Er du sikker morfar”?

Clara kigger skeptisk på den ældre herre.

“Vi kan ikke nå det Clara, det er en stor omvej”, svarer morfar fra sin stol.

“Er du helt sikker?”, insisterer Clara?

Det er juleaftensdag, og Clara står står sent op, i sin morfars hus i Mariager. Ligesom sin lillesøster Asta skal hun til at gøre sig klar til den traditionelle julefrokost hos deres moster og onkel i Ulstrup ved Randers. Det er en køretur på 30 minutter fra morfarens hus, men kirkegården ligger yderligere 20 minutter i den forkerte retning. Clara tænker, at det altid har været en omvej de skulle køre juleaften, men en vigtig en af slagsen.

“Vi bliver nødt til at tage derhen en af dagene”, siger Clara til morfar. Hun kan mærke på ham, at det ikke har førsteprioritet. “Vi må se om vi kan nå det”, svarer morfar.

Clara ønsker brændende, at det skal være i dag, at de kører til mor Rikkes gravsted på kirkegården i Laurbjerg ved Randers. “Det er sgu da min mor”, tænker Clara, som ikke kan forstå at morfar vil gøre forskel på de levende og de døde juleaften. Men sagen er lukket for nu.

Gymnasieeleven Clara sidder i sit hjem i Vodskov nord for Aalborg, mens hun fortæller om sin seneste juleaften.

”Vi ved at julen kommer igen næste år, men vi kan ikke vide, om nogen vi elsker, er døde eller borte. Før var det sikkert, at vi besøgte mor, fordi det var jul. Det kunne jeg godt lide. At det var helt sikkert”, fortæller hun.

En gave på graven

Det første Clara tænkte på, da hun vågnede juleaften var Rikke, hendes mor. Sådan er det hver jul. Hendes biologiske mor er lige så nærværende for Clara, som hendes levende familiemedlemmer. Det der gjorde Clara ked af det denne morgen var, at hun måske er den eneste, der har det sådan.

“Det er som om de glemte hende lidt i år”, fortæller Clara.

Godt nok hænger til-fra-kortene fra Rikkes gamle julegaver på træet som de plejer den 24. december. Men den vigtigste tradition juleaften for Clara, er køreturen til Laurbjerg, hvor hun altid afleverer en lille julegave til sin mor på den kolde jord. Sådan har de gjort hvert eneste år siden Rikke døde i 2010. Mormor Ulla, altså Rikkes mor, døde i 2019, så den efterfølgende jul var de rigtig mange afsted, for at ønske glædelig jul ved familiegraven.

Den glemte mor

Blodpølse, sild, lun leverpostej og medisterpølse. Maverne er fulde, da Clara og hendes familie slår mave efter julefrokosten, mens de har taget plads på bænkene i Ulstrup Kirke. Claras søster, den 13-årige Asta, sidder og fjoller med sin kusine, samtidig med at kirken fyldes af tonerne fra Et barn er født i Bethlehem. “Hvad fanden er det i laver, tag jer sammen?”, tænker Clara.

En alvor strømmer ind over hende. Hun overmandes af længslen efter at være sammen med sin mor. Eller bare tættere på. I kirken er Rikke mere nærværende end normalt, men det er ikke tilstrækkeligt. Clara fantaserer om, hvordan juleaften ville være, hvis hendes mor var med. Hun registrerer ikke længere, hvad præsten siger, eller om Asta er holdt op med at drille. Hun svømmer væk i tanker, i forsøget på at genskabe et billede af sin mor, som hun var.

“Jeg kommer aldrig til at vide hvem hun var. Uanset hvor meget information jeg får, så vil jeg aldrig lære hende at kende. Hvad var irriterende ved hende? Hvad kunne jeg godt lide ved hende? Hun havde blond hår, men jeg ved ikke om det var farvet, Hun havde blå øjne, og jeg så et billede, hvor hun havde en piercing i næsen. Men det vil altid være genfortællinger. Jeg kommer aldrig til at mærke hende på min egen krop”.

Den tomme stol

Der sidder 13 familiemedlemmer til bords juleaften i Ulstrup, så Claras kusine minder familien om den gamle overtro, at netop det antal bringer ulykke. En tom stol og en blank tallerken sættes for den modsatte bordende af hvor Clara sidder. En hoptimist-figur udgør den 14. gæst.
Det er rart at være sammen i familien, og Clara hygger sig. Men når hun spejder efter sovsen eller rødkålen, strejfer hendes blik lige den tomme plads. “Dér mangler Rikke. Der var plads til hende dér”, tænker hun.

Efter midnat sidder familien stadig og åbner pakker. Men Clara tænker på den gave, som hun ikke har fået afleveret. En blomst kunne hun have lagt på Rikkes grav, det har hun ofte gjort juleaften.

“Fuck, er der virkelig gået så mange år nu”, tænker hun?

Modermærket

Clara var et ønskebarn, har hun fået at vide. Rikke var lykkelig, da hendes datter blev født på Aalborg universitetshospital i 2007. Hverken mor Rikke eller far Thomas var i tvivl om, at Clara skulle have en bror eller søster.

Resten af historien er fyldt med huller for Clara. Hun ved at hendes mor fik konstateret modermærkekræft, men ved ikke hvornår i graviditeten. Hun er blevet fortalt, at Asta blev født tre måneder for tidligt, den 25. marts 2010, fik fire blødninger i hjernen, og var i overhængende livsfare. Heldigvis overlevede lillesøsteren og har ingen mén.

Rikke nåede med til barnedåben i Vodskov kirke, det har Clara set på billeder. Men allerede den 27. juli samme år, var hun død, blot fire måneder efter Astas fødsel. Hun blev 31 år gammel.

Triste øjne

De seneste fem år har Clara med jævne mellemrum forsøgt at få sin far, morfar og andre familiemedlemmer til at fortælle om de svære valg, moren skulle træffe, mens hendes liv ebbede ud.

Clara har hørt, at moren fravalgte en drøj livsforlængende medicin, fordi den havde bivirkninger, der ville præge kvaliteten, af den sidste tid med hendes familie. Men der er utroligt mange tomme sider i den indre bog, som Clara forsøger at skrive om sin mors sidste måneder.

“Jeg kan ikke huske det”, har hendes far ofte svaret på Claras mange spørgsmål. Hun tror han har fortrængt det meste. Han henviser ofte til andre i familien; en kusine eller en onkel, men brønden er ikke dyb nok i dem, til at Clara får slukket tørsten.

Clara synes hendes far er “utroligt fantastisk”, fordi han altid hjælper hende, når hun har brug for det. De har en bramfri jargon imellem sig, og faren kan ryste på hovedet over hendes beslutninger indimellem, og sige: “Du har mistet dine hjerneceller”, hvorefter hun tørt svarer; “Dem tog Rikke nok med sig i graven”.

Thomas er ansat som social- og sundhedsassistent på et plejehjem i Aalborg. “Min far er skide åndssvag og mega mærkelig. Ligesom mig. Så det er perfekt”, konstaterer Clara. Men informationer om Rikkes sidste måneder, strømmer ikke ud af ham på jævnlig basis.

Også morfar ser trist ud i øjnene, når Clara spørger nysgerrigt til sin mors sygdomsforløb: “Jeg kan ikke tale om det, Clara”, sagde han for et par år siden.

“Der mangler nogle vigtige brikker for mig, men det er savnet, som er det værste. Selvom hun er død, så føler jeg dog stadig hun er her. Når jeg er helt nede, så kan hun pludselig være rundt om mig, og give mig et kram. Den tro, at hu er der, er beroligende. Men jeg har lært at leve med, at hun ikke er på jorden som andre mødre, og jeg prøver at få det bedste ud af livet. Man må tage det man får”, siger den 17-årige nordjyde.

Skyggebørn

Clara har faktisk et levende menneske i sit liv, som hun kalder “mor". Hun hedder Lise. Mange i Claras omgangskreds ved ikke engang, at Lise ikke har født Clara. Seks år gammel var Clara, da Lise kom til kaffe, og “aldrig tog hjem igen”, som Clara siger.

Det var Lise som for tre år siden tog Clara med til Ungdomsrådgivningen i Aalborg. Clara følte sig ensom og deprimeret under Corona-pandemien. Men rådgiveren så helt rigtigt, da hun vurderede at det også handlede om en masse uforløst sorg.
Derfor anbefalede hun Clara at begynde i en sorggruppe i foreningen Skyggebørn. Clara var i tvivl om, hvorvidt hun var værdig til at gå i gruppen, fordi det var så mange år siden hendes mor var død, og hun slet ikke kunne huske sin mor. “Er mit problem stort nok”, tænkte hun?

Skyggebørn er en forening stiftet af Jes Dige, som har hjulpet tusindvis af børn og unge i sorg de seneste 40 år. Med tiden er foreningen blevet landsdækkende, og drives primært af frivillige, i afdelingerne i Aalborg, København, Esbjerg og Aarhus. Rundt om et bord sidder typisk 10-15 børn eller unge, og bliver spurgt ind til deres oplevelser med at have en alvorligt syg eller død forælder eller søskende. Ofte har de spist aftensmad sammen inden.

“Jeg fandt ud af, at jeg ikke er alene om at have den slags følelser. I det her rum kunne jeg ret hurtigt være mig selv. Uanset hvilket humør jeg var i, så var jeg accepteret, også selvom jeg var så lille, da jeg mistede min mor, og at det var 10 år siden. Jeg blev mødt med, at vi alle har en forskellig historie, og at vi kan hjælpe hinanden til at lære at leve med vores skæbne”.

I Skyggebørn har Clara sjældent valgt at fortælle om sig selv, hun har mest kommenteret de andre børns historie. Hun har selv oplevet at blive mobbet med at hendes mor er død. Og hun prøver nu at væbne nogle af de yngre gruppemedlemmer mod drillerierne.

“I skolen var der en dreng der spurgte mig hvor høj min mor var. Så svarede jeg ‘hun var vel lige så høj som mig”. Så sagde han: ‘Jeg troede hun var seks meter under jorden’. Den kommentar sidder stadig i mig. Men ved at dele den slags historier med de andre i gruppen, føler jeg, at jeg kan give dem et skjold”. Clara går forsat i Skyggebørn, og har ingen planer om at stoppe.

Turen til kirkegården

Den søde duft af morfars pibetobak hænger i sæderne på den beigefarvede Renault Capture. Fra morgenstunden har Clara insisteret på, at nu vil hun på kirkegården, og morfar har indvilget i at køre afsted med hende og lillesøster Asta. Det er 2. juledag 2023.

Der er bomstille i bilen, før Clara trykker på musikanlægget. En Rasmus Seebach-sang strømmer ud af højttaleren. Clara synger med. Efter få minutter skråler hun, af sine lungers fulde kraft. Intet sted i verden er hun så tryg ved at synge, som her i morfars bil.
De nøgne marker stryger forbi ruden, ned gennem det kronjyske landskab, mens Clara er morfars ekstra sæt øjne, når de skal dreje af. “Du kører bare, der kommer ikke nogen”, siger hun.

Morfar skruer op for musikken, så højttaleren dunker, mens han smiler til Clara. Han kan alligevel ikke høre ‘en skid’, ved Clara. Playlisten hedder bare “møffer”, som Clara kalder ham. Sangene kommer rituelt på anlægget, når der er brug for melankolske numre på dansk.

“Du’ min engel, min engel, min engel. For evigt, for evigt, for evigt. Jeg elsker, jeg elsker, jeg elsker kun dig. Farvel, nu min engel”, skråler Clara, mens hun kan se i bakspejlet, at Asta også bevæger læberne en smule til melodien.

Pludselig kommer Clara i tanke om, at hun har glemt en gave til sin mor. “Det går nok”, tænker hun.

Det værste nogensinde

Morfar havde fået en flaske rødvin, og pludselig var der et åbent vindue ind til hans hjerte. Clara sad med ham ved spisebordet i stuen i Mariager. Det var på hans fødselsdag i februar 2023.

I halvanden time sad de pludselig og snakkede om, hvordan han oplevede sin datters sygdom og død. Clara havde aldrig hørt ham fortælle så ærligt om den frygtelige tid.
“At miste din mor er det værste jeg nogensinde har oplevet.”, sagde han pludselig med blanke øjne. Han kiggede over på sin kæreste Nina.
“Da mormor døde, var det en frygtelig sorg, men jeg kunne alligevel blive forelsket i Nina. Men at miste et barn, det kommer man sig aldrig over”.

Samtalen var et gennembrud. Før hendes mormor døde, husker hun ikke, at hun nogensinde havde snakket med morfar. Men med tiden er han begyndt at kaldte Clara for “sin datter”. Det samme gælder Asta. Han har en stor drøm om at opleve Clara og Asta som voksne, har han fortalt.

“Morfar vil gøre alt for os, han er sådan et godt menneske. Jeg fortæller ham alle mulige ting, som jeg ikke deler med andre”.

Den februar-aften sagde Claras morfar pludselig ud af det blå: “Vi må da tage på ferie sammen”.

Det var en overraskelse for Clara. Hun skulle starte i gymnasiet efter sommerferien, så de havde travlt med at nå det inden. To måneder senere sad de et fly mod Tyrkiet, sammen med Asta og morfars kæreste Nina. Ferien var fabelagtig, og Asta og Clara besluttede sig for at lave et fotoalbum med billeder, hvor de var sammen med deres morfar.

I badebyen Alanya, fandt Clara en lille smuk figur i glas, som forestillede Jesu korsfæstelse. En gave til hendes mor.

Fingerkys til mor

En kold vind får bladene til at hvirvle op på kirkegården i Laurbjerg. Clara har taget sin mormors lange sorte frakke på, og hun står og skutter sig i kulden, ved siden af sin morfar og Asta.

“Dernede ligger det menneske, der gav mig liv”, tænker Clara.

Ved siden af ligger Claras mormor, og kirkegården er i det hele taget fyldt med folk, der ligeledes har boet halve eller hele liv i landsbyen.

På gravstedet hænger en perleplade i alle regnbuens farver, som Clara lavede som fire-årig. En anden perleplade har teksten “mor”, og en tredje forestiller et hjerte delt i to stykker. Den lille Jesus-figur er uden ridser.

Clara vil gerne vise Rikke, at hun ikke er glemt. Hun var ikke bare en eller anden. Hun var betydningsfuld. Clara er sikker på Rikke kan høre hende. Så hun sætter sig på hug foran gravstedet og hvisker så lavt, så de andre ikke kan høre det:

“Glædelig jul mor. Jeg har fået en kæreste, jeg gad godt at du kunne møde ham. Jeg har fortalt ham om dig”.

De tre besøgende står i nogle minutter i stilhed. Morfar bryder pludselig tavsheden. “Nå, skal vi køre hjem igen”?

Til farvel kysser Clara på hver fingerspids, på den ene hånd, og sætter dem blidt på stenen.

“Vi ses snart igen mor”, siger hun sagte.