Nu er der mere hjælp på vej til sorgramte børn og unge i det østjyske
Med hjælp fra Ole Kirk´s Fond kan Skyggebørn nu opruste i Østjylland og tilbyde endnu flere børn hjælp i Aarhus-afdelingen. Her kan børn få hjælp til at håndtere deres sorg efter at have mistet eller oplevet en hverdag med livstruende eller kronisk sygdom hos et nært familiemedlem.
Siden etableringen i Aarhus har vi oplevet en stigende interesse for vores tilbud, og med støtten kan vi nu ansætte en faglig koordinator til at varetage kontakten med familier, børnene og vores frivillige gruppeledere. Vi er meget taknemlige for opbakningen fra Ole Kirk´s Fond, der kommer til at gøre en forskel for mange familier fra Østjylland.
Hvert år oplever mange børn sorgens barske indvirkning på deres hverdag. At miste en mor eller far, at miste en søster eller bror eller at have en hverdag i en sygdomsramt familie. I den situation kan barnet stå med en sorg og tunge bekymringer, der er vanskelig at håndtere for dem selv og deres nærmeste – og det kan være svært at få en normal hverdag til at fungere.
Sorg er stadig et tabu
”Efter at have arbejdet med børns sorg i 30 år, må jeg stadig konstatere, at sorg er et tabu,” forklarer Jes Dige. "Når sorgen rammer en familie, er der mange tanker og usagte ting hos barnet. Derfor har de sorgramte børn behov for at møde ligesindede, og de har behov for at møde forstående voksne, der møder børnene i børnenes verden."