Gå til indhold
Nyoprettet stilling pr. 1.3

Skyggebørn ansætter sin første direktør

Valget er faldet på Marianne Kolenda Kruse der selv er voksent skyggebarn.

.

Skyggebarn skal stå i spidsen for Skyggebørn

Marianne Kolenda Kruse er pr 1. marts 2024 ansat som administrerende direktør i Skyggebørn. Hendes opgave bliver blandt andre at sikre foreningens fundament, og at udbrede kendskabet til arbejdet med sorgramte børn. 

Skyggebørn blev i 2017 stiftet af Jes Dige, en pioner i forhold til at arbejde med børn og unges sorg. Det er Jes Diges særlige tilgang til sorgarbejdet, Skyggebørn er baseret på. I dag faciliterer vi gratis sorggrupper i København, Aarhus, Aalborg og Esbjerg.

Stillingen som administrerende direktør er nyoprettet, og skal være med til at sikre, at det vigtige arbejde Jes satte i gang for 7 år siden, kan vokse sig endnu større på sigt. 

.

Det er ingen tilfældighed at valget er faldet på lige netop Marianne. Hun er selv skyggebarn, og så kender hun vores organisation i forvejen.

Siden 2022 har hun været frivillig gruppeleder i København, og siden marts 2023 bestyrelsesmedlem i organisationen. ”På baggrund af min egen historie som “skyggebarn” og med de erfaringer, jeg har som gruppeleder og bestyrelsesmedlem, vil jeg nu dedikere mig fuldt ud i arbejdet med at skabe endnu mere fokus på børn og unges sorg – og ikke mindst, de livsvilkår der følger med, når man mister et nært familiemedlem,” siger Marianne.

Marianne Kolenda Kruse mistede sin mor som 8-årig. Hendes mor valgte livet fra i 1990. Dengang fik Marianne ikke selv den hjælp, som Skyggebørn tilbyder børn i dag: “Jeg har været frivillig gruppeleder i organisationen siden 2022, og det har rørt mig dybt at opleve, hvilken forskel sorggrupperne gør for børn og unge. Som Jes Dige så fint siger: “Vi taler knuder væk”.

Som voksent skyggebarn betyder det alt for mig at kunne være med til at sprede Skyggebørns budskab i endnu højere grad og at varetage organisationens administrative og strategiske ansvar i samarbejde med både bestyrelse og medarbejdere. Altid med udgangspunkt i det værdisæt som er formet af Jes”.

.

Vigtige opgaver venter

Marianne bliver bindeleddet mellem bestyrelse, medarbejdere og de mange frivillige der faciliterer Skyggebørns sorggrupper.

”Min rolle bliver at gøre det lettere både at være medarbejder og frivillig i en organisation med vokseværk," forklarer Marianne. "I samarbejde med de øvrige medarbejdere, skal der udarbejdes en langsigtet strategi, der vil styrke Skyggebørn. Foruden dedikerede faglige koordinatorer og medarbejdere er der på landsplan mere end 90 passionerede frivillige. Dem skal vi værne om og passe på."

Som NGO er vi afhængige af stærke, langsigtede samarbejder med virksomheder og fonde, og det er endnu en grund til, at valget er faldet på Marianne. Hun besidder en håndfuld bestyrelsesposter og har gennem sit arbejdsliv oparbejdet et erhvervsmæssigt netværk, som kan bane nye veje for Skyggebørns økonomiske fundament.

"Jeg vil sætte en stor ære i at få endnu mere “meningsfuld velgørenhed” på erhvervslivets agenda”, siger Marianne.