Nordjyske Medier på besøg

Hvad får børn og unge i sorg ud af at komme i en samtalegruppe hos Skyggebørn? Og hvorfor er det så vigtigt, at den slags initiativer findes?

Det var spørgsmål som dem, Nordjyske Mediers journalister havde stående på blokken, da de talte med flere af de børn og unge, der får hjælp hos Skyggebørn.

Anledningen til besøget, var, at Skyggebørn er nomineret til Den Nordjyske Initiativpris 2017, som Aalborg Stiftstidendes Fond uddeler i samarbejde med Nordjyske Medier. Med prisen følger en check på 100.000 kroner.

Som led i præsentationen af de tre indstillede kandidater, bragte Nordjyske Stiftstidende idag en længere baggrundsartikel om Skyggebørns arbejde med børn og unge i sorg.

Neden for kan du læse et uddrag af artiklen, og vil du læse den i fuld længde, kan du klikke på følgende ikon: skyggebørn og derefter zoome ind på skærmen. 

Uddrag 

Hvordan var din ferie til Cuba?

Spørgsmålet virker uskyldigt, men det er begyndelsen til at tale om noget, der er meget mere vigtigt. Magne på fem år har været i Cuba med sin mor, farmor og farfar. Han har spist is hver dag. Jordbæris.

– Ville din far også have valgt jordbæris?

– Far ville tage chokolade. Han spiste chokolade hver dag.

Magnes far var ikke med på ferie. Han er død. Nu sidder Magne og fortæller om sin fars glæde ved chokolade sammen med 14 andre børn. Husker små detaljer om ham og nærmer sig at kunne tale om savnet. Jes Dige styrer samtalen.

– Jeg har en Peter Plys-tilgang: Jeg ved ikke, hvad jeg leder efter, men finder altid noget, jeg kan bruge. Jeg kommer til gengæld ikke med gode råd, men hjælper dem med at se nye steder hen.

Børnene mødes hos Skyggebørn i Aalborg, der er nomineret til Den NORDJYSKE Initiativpris. De er her, fordi de bærer på en sorg, der følger dem som en mørk skygge.

Et af børnene er syvårige Emilie Mellergaard.

– Jeg kommer her, fordi min far er død af kræft. Jeg havde behov for at komme ud og snakke med nogen, fordi jeg havde det ikke godt, hvis ikke jeg fik snakket med nogen om, hvordan jeg har det. Det var ret trælst inden i mig. Jeg fik ondt i maven af ikke at få sagt noget, forklarer hun.

Heldigvis kan Emilie Mellergaard også tale med en voksen på sin skole, og hendes klassekammerater er søde, når de kan se, at hun er ked af det, men det er anderledes at være sammen med ligesindede. Jes Dige forklarer hvorfor:

– Man behøver ikke at fortælle, for man kan se, at de andre forstår en. Man kan mærke det på den måde, de kigger på en, så man føler sig lettere forstået uden at skulle udbrede sig, siger han.

Magnes farmor, Jytte Pihl, er med. Hun sidder med ham på skødet uden at blande sig, men er der for sit barnebarn. Han er ikke så glad for at skulle ind til samtalerne, men når han tager hjem, er det godt, synes han.

– Det er også svært at komme, for man bliver også konfronteret med andre børns virkelighed. Jeg kan tænke: skal man virkelig vide det, når man er fem år? Men det er man nødt til, når man selv er ude i det, siger hun.

Hjælp til at se en vej

En af de unge, der har været med gennem flere år, er 18-årige Ida Bjørnskov, der ved, hvorfor samtalerne gør godt.

– Man glæder sig på en måde. Det er en kæmpe lettelse at få lov til at åbne sig og høre de andre fortælle. Ingen ord er forbudte. Vi deler noget fælles i livet.

Ida Bjørnskov husker, hvordan hun selv brød sammen og græd, da et af de andre børn fortalte, fordi det mindede hende om sin egen mor. Ida Bjørnskov begyndte i gruppen for fire år siden, da hendes mor fik konstateret kræft. Efter tre år med sygdommen blev moderen erklæret kræftfri, men det var hun ikke. Hun døde 10. november sidste år.

– Det er en rar følelse at være sammen med andre, der er i samme situation. Man kan have en nedtur, og det er ok at være ked af det. Her får man et skub til at snakke, så man ikke ender i et hul, hvor det er svært at komme op fra igen, forklarer hun.

– Nogle af de andre har mistet deres forældre for fire år siden. Så kan jeg se, at der er en vej. Man behøver ikke at være ked af det, og det er ok at give slip uden at få dårlig samvittighed. Jeg kan være bange for at glemme min mor og ikke længere være ked af det – for det er jo min måde at vise, at jeg elsker hende, siger Ida Bjørnskov.